På grund af den store interesse for at besøge Frederik 8.s Palæ på Amalienborg bliver åbningen af det nyistandsatte palæ forlænget frem til 8. august 2010.
Interessen for åbningen af Frederik 8.s Palæ har været overvældende. Flere end 200.000 besøgende har i de første to måneder af åbningsperioden oplevet istandsættelsen af kronprinsparrets kommende bolig og det unikke program for udsmykningen af palæet med moderne kunstværker.
På grund af den store interesse har Kronprinsparret over for Slots- og Ejendomsstyrelsen indvilget i at udskyde deres overtagelse af palæet, således at åbningen kan forlænges frem til den 8. august 2010.
”Der er en overvældende interesse for at komme ind og se Frederik 8.s Palæ. Og vi har fået en meget positiv respons fra de mennesker, som har oplevet palæet. Det er derfor glædeligt, at vi nu kan forlænge åbningsperioden, og endnu flere får mulighed for at opleve resultaterne af istandsættelsen”, siger Slots- og Ejendomsstyrelsens direktør Carsten Jarlov.
Åbningen fortsætter på samme måde som hidtil. Palæet vil være åbent for publikum fra tirsdag til søndag kl. 10-17, onsdag dog kl. 10-21.
Billetterne sælges ved indgangen. Der er mulighed for at forhåndskøbe en del af billetterne på www.billetlugen.dk. Disse forkøbsbilletter giver adgang til at besøge palæet på et på forhånd fastlagt tidspunkt.
Forlængelse af åbning af Frederik 8.s Palæ
Tidspunkt: til og med 8. august.
Åbningstider: tirsdag-søndag kl. 10-17, onsdag dog 10-21
Pris: 40 kr. (børn til og med 14 år gratis)
Indgang: fra Amalienborg Slotsplads
Læs mere om Frederik 8.s Palæ, istandsættelsen og publikumsåbningen på www.ses.dk/frederik8.