Vi skaffer kontorer til staten
Vi forsyner staten med kontorlokaler. Vi administrerer og udlejer statens kontorejendomme til ministerier og styrelser i hele landet. Styrelsen lejer også egnede kontorlokaler hos private til brug for staten. Vi har et godt kendskab til ejendomsmarkedet, så vi kan sikre vores kunder en gunstig position ved forhandling af lejemål.
Vi udarbejder planer for bygningernes vedligehold og sørger for, at de er i god stand. Vores arkitekter rådgiver de statslige institutioner om kontorindretning, og om hvordan de fysiske rammer kan understøtte den arbejdskultur, som passer til institutionen.
Vi passer på statens
slotte og haver
Vi bevarer og udvikler størstedelen af Danmarks kendte slotte og haver, bl.a. Kronborg Slot, Amalienborg, Christiansborg Slot, Koldinghus og Kongens Have i København. Vi nyttiggør stederne og formidler kulturværdierne og historien til offentligheden både på stedet og gennem bøger, brochurer og elektroniske medier.
Vi udvikler vores personale
Vi betragter medarbejderne og den viden, de besidder, som vores vigtigste ressource. Vi ønsker, at medarbejderne har brede og indholdsrige jobs og gode udviklingsmuligheder. Gennem målrettet kompetenceudvikling sikrer vi, at den enkelte medarbejder løbende udvikler sig fagligt og personligt. Vi lægger vægt på engagement, godt samarbejde og et udfordrende arbejdsmiljø.
Sidst opdateret:: 29. september 2009