Der er store varmebesparelser i vente, når Slots- og Ejendomsstyrelsen i samarbejde med Københavns Energi konverterer fra damp til fjernvarme på Slotsholmen midt i det gamle København. Projektet bliver gennemført i løbet af 2010 og 2011.
På Slotsholmen er der behov for varme til omkring 170.000 m2, hvilket svarer til en lille dansk by med omkring 1000 parcelhuse. Slotsholmens gamle dampvarmeanlæg bliver nu udskiftet med moderne fjernvarmeanlæg, så varmesystemet på Slotsholmen kommer til at leve op til nutidens standard.
Foreløbige beregninger viser, at der kan opnås en varmeenergibesparelse på omkring 2 millioner kWh på årsbasis på Slotsholmen, svarende til en besparelse på cirka 1 million kr. om året. Derudover vil man også opnå store besparelser på servicering af anlægget, forventeligt omkring 800.000 kr. om året. Den samlede CO2-besparelse bliver ca. 266 tons om året.
De første skridt er taget
I slutningen af april gik Københavns Energi i gang med at gøre klar til fjernvarmeledningerne. Slots- og Ejendomsstyrelsen har udført et rådgiverudbud, og det valgte ingeniørfirma, Alectia, er nu ved at projektere de mange varmecentraler.
Du kan få mere at vide om projektet ved at kontakte pressechef Jacob Holst Andersen, tlf. 33 95 17 30, e-mail jho@ses.dk
Fakta: Slotsholmen
Slotsholmen er både Københavns og hele landets historiske hjerte. Gennem mere end 600 år har området været base for den danske regeringsmagt. Christiansborg Slot og Folketinget er det naturlige omdrejningspunkt på Slotsholmen, men på øen ligger også en lang række museer og kulturinstitutioner, der byder på forskellige interessante oplevelser.