Nu står påsken for døren, og i Ruinerne under Christiansborg Slot vil der alle dage i påskeferien være en masse spændende aktiviteter for hele familien.
Ved et besøg i ruinerne af Absalons borg og Københavns Slot kan man komme i påskestemning med en æggeskattejagt, høre om påsketraditioner på Christian 4.s tid og lave sine egne gækkebreve og påskeæg i vores påskeværksted. Påsken er fyldt med traditioner. To af de mest kendte traditioner optræder for første gang i danmarkshistorien på det gamle Københavns Slot: gækkebrevene og påskeæggene.
Gækkebrevene kan føres tilbage til 1600-tallet, hvor Christian 4. for 400 år siden sad på Københavns Slot og skrev kunstfærdige bindebreve (forløber for gækkebrevene). Modtageren af et bindebrev skulle løse en knude eller gætte en gåde. Lykkedes det ikke, måtte han eller hun give et gilde.
Det første påskeæg i danmarkshistorien bliver nævnt i 1667, hvor Christian 4.s datter, Leonora Christina, fortæller, at hun under sit fangeophold i slottets mægtige fangetårn, Blåtårn, har udvekslet et dekoreret påskeæg med en medfange.
Børneomvisninger
Alle dage i påskeferien kl. 12 og 14 kan man gå med på en omvisning specielt for børn og høre om påsketraditioner på Christian 4.s og Leonora Christinas tid. Efter omvisningen er der mulighed for at gå på skattejagt eller deltage i aktiviteterne i påskeværkstedet.
Æggejagt i Ruinerne
Alle dage i påskeferien kan man deltage i en æggeskattejagt og gå på jagt efter de mange æg, der er gemt rundt omkring i Ruinerne. Lykkes det at finde dem alle, deltager man i lodtrækningen om en præmie fra slottets butik.
Påskeværksted
Alle dage i påskeferien er der desuden mulighed for at besøge vores påskeværksted. Med inspiration fra Leonora Christinas påskeæg og Christian 4.s bindebreve kan man i fred og ro dekorere sit eget påskeæg eller lave et flot gækkebrev til venner og familie. Laver man en rigtig fin tegning, eller finder man på et særligt sjovt gækkebrevsvers og tør lægge det i vores skattekiste, ja, så vil den fineste tegning eller det sjoveste vers vinde en præmie fra slottets butik.
Ruinerne under Christiansborg
Dybt i jorden under Christiansborg Slot ligger ruinerne af slottets ældste forgængere: Biskop Absalons middelalderborg fra 1167 og Københavns Slot, der blev revet ned i 1731. Ved et besøg i ruinerne kan man opleve resterne af ringmuren og kirken fra Absalons borg, Riddersalen fra Københavns Slot, hvor Christian 4. holdt store fester, og det mægtige Blåtårn, hvor hans datter Leonora Christine sad fængslet i et lille tårnkammer i 22 år.
Åbningstider: Alle dage i påskeferien 27. marts-5. april, kl. 10-16.
Omvisning: alle dage i påskeferien 27. marts-5. april, kl. 12 og 14.
Pris: Børn (under 7 år): gratis, børn (7-14): 20 kr., voksne: 40 kr., familiebillet: 2 voksne + 2 børn: 100 kr.
Indgang: Christiansborg Slot, Kongeporten (under tårnet)
For yderligere information:
Kontakt kulturformidler Kamusa Lise Ortiz, koz@ses.dk, tlf. 33 92 64 92.