Bernstorff Slotshave

Kong Frederik V ønskede, at udenrigsministeren, der også var hans gode ven, Johan Hartvig Ernst Bernstorff skulle have en passende sommerbolig. Kongen overdrog derfor i 1752 noget af krongodsets jorder nord for København. Frederik V's franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin blev bedt om at tegne både slot og have. Det vides ikke, om Jardins haveplan blev realiseret fuldt ud. Men med planen blev en ny stil indført i dansk havekunst, nemlig den romantiske landskabshave, som var kendt fra England og Tyskland. Slotshaven har siden 1945 været åben for offentligheden.

Beplantning

Bernstorff Slot og Slotshave er placeret midt i den skønne sjællandske natur med åbne sletter, omgivet af dansk bøgeskov. Bernstorff interesserede sig meget for havedyrkning og indførte abrikoser, ferskner, fremmede druer og sjældne æble- og pæretræer, kirsebær og blommer til sin køkkenhave. Fra Holland og Frankrig kom særlige agurkesorter, artiskokker, salater og meloner. I slotshaven blev der eksotiske sjældenheder som ægte kastanjer, robinietræer, kristtjørn, tulipantræer, plataner, mispel, azalier, berberis, kvæder og syren - flere heraf havde aldrig før været plantet i Danmark på daværende tidspunkt.

Da Christian IX som kronprins overtog haven i 1854 var en stor del af de eksotiske vækster gået ud og anvendt til brænde. Den første kongelige haveinspektør Rudolph Rothe besluttede, at haven skulle bevares som et stykke sjællandsk natur med store græsklædte sletter omgivet af dansk skov - og netop sådan fremtræder Bernstorff Slotshave i dag.

Rosenhaven

Den gamle rosenhave i Bernstorff Slotshave er for nyligt blevet restaureret. Rosenhaven er blevet tilplantet med nogle af de historiske rosensorter, som meget vel kan have prydet den i perioden 1854-1898, hvor Christian IX's hustru, Dronning Louise, boede på stedet. Datidens rosenbede var tilplantet med højstammede roser og slyng- og buskroser af duftende og fyldige sorter.

Svenske Villa

Den gule Svenske Villa i Bernstorff slotshave er et klassisk eksempel på svensk træbygningskunst. Villaen blev oprindeligt købt som bolig til kongeparrets gæster. I dag drives den af Svenske Villa Fonden som kulturhus og café.

Sidst opdateret::  3. november 2009