Mens kongefamilien var midlertidigt bosat på Amalienborg efter det første Christiansborgs brand i 1794, begyndte arkitekten C.F. Hansen i 1803 at opføre det andet Christiansborg i tidens nyklassicistiske stil. Da slottet stod færdigt i 1828 ønskede kongen, Frederik 6., alligevel ikke at bo på slottet men brugte det kun til repræsentation. Frederik 7. har som eneste monark boet på slottet i 1852-63.
Foruden kongemagten fik mange andre institutioner plads på det andet Christiansborg, herunder Højesteret, Den Kgl. Kunstsamling og Oldsagssamlingen. Ved demokratiets indførelse i 1849 fik den nye Rigsdag også lokaler på slottet. I 1884 brændte imidlertid også det andet Christiansborg.
Ved branden lykkedes det denne gang, foruden Ridebaneanlægget, også at redde slotskirken. Den er dermed den eneste større bevarede bygningsdel fra det andet Christiansborg. Læs mere om slotskirken her.
Sidst opdateret:: 13. juni 2011