Renovering af tårnet på Christiansborg Slot

Se videofilm fra renovering af tårnet på Christiansborg Slot her (kræver Flash Player).

Københavns højeste tårn, det 106 meter høje tårn på Christiansborg Slot har fået renoveret sin betonkonstruktion og fornyet kobberbeklædningen. Tårnet vil frem til efteråret 2010 være helt eller delvist pakket ind i stillads, og når projektet er færdigt, vil tårnet fremstå kobberbrunt ligesom slottets tag, kun med undtagelse af de tre kroner på tårnets top.

Betonrenovering

Uerfarenhed for 100 år siden er grunden til, at betonen skal renoveres. Da det nuværende Christiansborg Slot blev bygget, opførte man nemlig den øverste halvdel af tårnet som en betonkonstruktion men lagde jernene i betonen for yderligt. Det har medført, at betonen er skallet af, så jernet blev blotlagt og herefter er rustet.  Betonen skal nu renoveres for at sikre konstruktionen for fremtiden.

Renoveringen foregår ved, at alt løstsiddende beton bankes af de steder, hvor jernet ligger frit. Herefter fjernes rusten fra det blotlagte jern, som behandles med rustbeskyttelse. Betonkonstruktionen repareres så med en ny og særlig smidig beton, som til slut overfladebehandles med et materiale, som skal gøre betonen yderligere modstandsdygtig. Den nye beton kommer til at sidde fuldstændig som den gamle.

Udskiftning af kobberbeklædningen

Kobberet på tårnets spir skal fornys, samtidig med at betonen renoveres. Det er rationelt at gøre de to ting på én gang, bl.a. fordi man for at komme ind til betonkonstruktionen alligevel må fjerne en stor del af de tyndslidte kobberplader.

Undtaget for udskiftningen er tårnets ornamentik, som er udført af langt tykkere kobberplader end selve beklædningen. Kobberornamentikken tages ned og glasblæses, så det får samme farve som det nye kobber.

De tre kroner bliver stående i den nuværende grønne farve, da disse dele er monteret langt senere end det øvrige og forventes at kunne holde i lang tid endnu. Hermed vil de forbipasserende blive mindet om den grønne farve, som slottets tag og tårn fra begyndelsen er tiltænkt.

100 års holdbarhed

Den nye beton forventes at holde i 100 år, og kobberet skal gerne kunne holde endnu længere, selvom klimaet er ekstra hårdt ved kobber, som befinder sig højt oppe. Kobber har den store fordel, at materialet kan klare sig selv i mange år stort set uden vedligehold.

Læs mere om Christiansborg Slot her

Sidst opdateret::  17. juli 2010
Arbejde med opsætning af menneskefigurerne i Christiansborgs tårn - Foto: Torben Eskerod