I sommeren 1670 lod den jagtglade Christian 5. (1670-99) Jægersborg Dyrehave udvide og indhegne. Der blev udhugget snorlige veje i skoven til brug parforcejagtens stjernestisystemer. Denne jagtform foregik ved, at en udvalgt hjort blev jaget af hundekobler og jægere til hest, indtil hjorten segnede af udmattelse, hvorefter jagtens leder red frem og gav dyret nådestødet. Parforcejagt blev forbudt i 1777.
Ved jagtvejenes centrum blev der i 1694 opført en jagthytte, en såkaldt ”hubertus” eller ”heremitage”, hvor jagtselskabet kunne skifte til friske hunde og heste og også styrke sig ved et måltid. Hytten var i to etager, med køkken i stueetagen og spisesal ovenover. Bordet kunne dækkes i køkkenet og hejses op gennem en lem i gulvet, så selskabet kunne spise uforstyrret. Det kaldtes at spise en ermitage.
Frederik 4. (1699-1730) brugte ikke stedet meget. Da hans søn, Christian 6. (1730-46) ønskede at sætte Hubertushytten i stand, viste det sig at være billigere at opføre et nyt hus. Hytten blev revet ned, og kongens unge talentfulde arkitekt, Lauritz de Thurah, opførte i årene 1734-36 det fine lille jagtslot på slettens højeste punkt. Slottet ses i næsten uændret skikkelse i dag. Fast og kompakt, men alligevel plastisk og uhyre sikkert proportioneret er det et fornemt eksempel på senbarokkens bygningskunst i Danmark.
Elevatoranordning
I beletagen ligger den store spisesal, som er rigt udsmykket med marmor, stuk, spejle og marmoreret træværk. Køkkenet i underetagen var placeret centralt under spisesalen, og ligesom i Hubertushytten blev der installeret et elevatorbord, så kongetaflet kunne foregå uforstyrret. Der var imidlertid så mange funktionsfejl ved maskineriet, at det blev fjernet igen midt i 1700-tallet. Slottet beholdt dog sit navn, Eremitagen.
Mangelfuldt vedligehold tærede slemt på slottet. Desuden blev det efterhånden betragtet som umoderne, og i 1790 besluttede man at rive det ned. Slottets redningsmand blev jægermester, rigsgreve C.F.E. Rantzow. Han trådte til og købte slottet med en aftale om at holde det i stand, så de kongelige kunne benytte det, når de var i området.
Eremitageslottet kom atter i kongeligt eje i 1797. I de følgende to-tre år skete en nødtørftig istandsættelse. Figurerne på de halvrunde frontoner og taget blev fjernet. Samtiden havde ingen forståelse for den forrige epokes byggeskik.
Restaurering af slottet
I Christian 9.’s tid (1863-1906) blev slottet restaureret. Det blev tilnærmelsesvis ført tilbage til sin oprindelige skikkelse under arkitekten Ferdinand Meldahls ledelse i 1885-86. Dekorationerne på taget og nichefigurerne blev genskabt i zink. Med Christian 10. (1912-47) og Frederik 9. (1947-72) blev slottet atter benyttet regelmæssigt som jagtslot.
Slottet har i sin tid gennemgået større og mindre istandsættelser. Men først ved den omfattende udvendige restaurering 1981-91 med billedhuggeren Eric Erlandsen som kunstnerisk konsulent genvandt Eremitageslottet helt sin fordums glans. Zinkfigurer og tagtrofæer, søjler, pilastre, kapitæler, vinduesindfatninger, monogrammer og gesimser mv. blev nyhugget i holdbar sandsten.
Sidst opdateret:: 18. maj 2009
