Ahlefeldternes Gråsten

Det første Gråsten var et lille jagtslot, Troldlykke, som blev opført af Ahlefeldtslægten i midten af 1500-tallet. Da Troldlykke brændte ned i 1603, byggede Gregers Ahlefeldt (1577-1616) en ny og større herregård, der sandsynligvis lå, hvor det nuværende Gråsten Slot er placeret.

Gregers Ahlefeldts herregård var imidlertid for beskeden for storkansleren Frederik Ahlefeldt (1623-86), som var Frederik 3.s statholder i Slesvig-Holsten og foruden Gråsten ejede den nærliggende herregård Søgaard og Tranekær på Langeland.

Gråsten som barokslot

I stedet opførte han og hans søn, Frederik Ahlefeldt den Yngre, (1662-1708) sidst i 1600-tallet et storslået barokanlæg, efter fransk mønster trefløjet med en lav terrassefløj og en portbygning på den fjerde side. Den statelige hovedfløj var i tre etager, men med et femetages midterparti, der var kronet med et lille lanternespir. I nordfløjen indrettedes en overdådigt udsmykket kirke.

Anlægget stod færdigt kort før år 1700, men muligvis havde Ahlefeldterne forbygget sig, for herregården måtte på tvangsauktion i 1725. Her købte hertug Christian August 1. af Augustenborg (1696-1754) ejendommen.

Sidst opdateret::  19. februar 2009