Hertugfamilien benyttede hovedsagelig Gråsten som sommer- og jagtslot. I 1757 blev herregården ramt af en omfattende brand, hvor kun kirkefløjen med dens pavilloner i enderne og sydfløjens to pavilloner overlevede. En ny sydfløj, nu i tidens rokokostil, og en lav forbindelsesgang mellem de to vestlige pavilloner stod færdige i 1759.
Små hundrede år senere, i 1842, fik forbindelsesgangen, ”Langegang”, tilføjet en treetagers midterbygning eller pavillon med et spirprydet åbent klokketårn på taget.
Efter krigen 1848-50 måtte den augustenborgske hertugfamilie forlade landet, hvorefter den danske stat overtog Gråsten. I 1864, hvor Slesvig blev tysk, generhvervede hertugfamilien dens besiddelser i grænselandet. Der gik dog yderligere 20 år, før den tyske kansler Otto Bismarck ville tillade den augustenborgske ejer, nu hertug Ernst Günther (1863-1921), at tage ophold i området.
Ombygning af Gråsten Slot
Ernst Günther foretog i årene 1905-09 store ombygningsarbejder, bl.a. fik midterbygningen en stor festsal med italiensk kamin og en trappe i papmaché, mens der i sydfløjen blev etableret en spisesal i såkaldt ”gammeltysk stil”.
Ved Genforeningen i 1920 blev Gråsten atter dansk. De politiske forhold gjorde, at Ernst Günther indledte forhandlinger med den danske stat om afståelse af sine sønderjyske besiddelser. Hertugen døde før en aftale var truffet, så det blev hans arvinger, der i 1921 solgte familiens godser i Sønderjylland til staten.
Gråsten blev herefter taget i brug til forskellige offentlige formål. Sydfløjen kom til at huse dommerkontor og politistation og boliger for dommer, politimester m.fl. Midterbygningen blev indrettet til folkebibliotek, mens slotsgartner, portner o.a. fik boliger i de to nordlige pavilloner. De store jordarealer blev udstykket.
Sidst opdateret:: 19. februar 2009
