Gråsten Slotshaves historie

Den første have ved Gråsten Slot var en barokhave. Den blev anlagt efter franske forbilleder af storkansler Frederik Ahlefeldt. Slottet fremstod dengang som et monumentalt barokslot, og haven var bygget op af snorlige stier og et system af kvadratiske bede. Hele herligheden var udstyret med skulpturer og springvand.

Det meste af slottet brændte i 1757, mens det tilhørte hertug Frederik Christian d.1. af Augustenborg. Han genopbyggede slottet i en mere beskeden stil, og begyndte også at ændre Gråsten Slotshave.

Ny havemode

I midten af 1700-tallet var der kommet nye strømninger indenfor havekunsten og haverne i England og Tyskland, der var toneangivende indenfor havekunsten, var nu romantiske anlæg, hvor landskabets naturlige kvaliteter blev fremvist. De snorlige gange, firkantede bede, formklippede træer og buske blev afløst af svungne stier, fritvoksende træer og naturens egne scenerier hvor skov, sø og eng indgik som væsentlige elementer. Haven ved Gråsten Slot blev omlagt til et sådant romantisk anlæg med bugtede gange, busketter og små lysthuse.

Kronprinsparret flytter ind

Efter Sønderjyllands genforening med kongeriget i 1920 overtog den danske stat hertugfamiliens besiddelser. Gråsten Slot blev i 1935 sat i stand og stillet til rådighed for det daværende kronprinsepar, den senere Kong Frederik d. 9. og Dronning Ingrid. Dronning Ingrid var kendt for sin store haveinteresse, viden og forkærlighed for blomster og blomstrende vækster. Gennem årene fra 1936 frem til sin død i 2000, arbejdede hun passioneret med slotshaven i Gråsten. Arbejdet med at udvikle havens hovedstruktur, som den fremstår i dag, har dermed pågået i mange år. Langsomt er overgangen mellem haven og naturen blevet bearbejdet, så haven i dag fremstår som en integreret del af det omkringliggende landskab.

Dronning Ingrids virke

Monarker gennem tiden har præget deres haver inspireret af tidens idealer. Også Dronning Ingrids virke i Gråsten Slotshave var præget af samtidens havemode. Glæden ved blomster, planternes vækstlighed og at eksperimentere med planternes sammensætning ud fra farver og vækstformer var nogle af hovedingredienserne. Og så skulle en have også gerne rumme plads til udfoldelse.

Frem til sin død residerede Dronning Ingrid hvert år i en lang periode på Gråsten Slot. Der var derfor en stor produktion i gartneriet med køkkenurter, grøntsager, blomster til afskæring m.v. I dag anvendes slottet som sommerresidens for den kongelige familie, og residensperioden er væsentlig kortere. Produktionen i gartneriet er tilpasset den nuværende residensperiode.

Sidst opdateret::  19. februar 2009