Kronborg fik sit navn i 1577 af Kong Frederik II, men historien går helt tilbage til 1420'erne, hvor Erik af Pommern opførte den stærkt befæstede borg "Krogen". Herfra kontrollerede kongens mænd skibsfarten i Øresund og indkasserede den i udlandet så upopulære Øresundstold.
Frederik II's Kronborg
Frederik II gennemførte i årene 1574-85 den afgørende fornyelse af stedet. Ovenpå den forældede borg byggede han et prægtigt renæssanceslot med tårne og spir og udsmykkede det med søjler og skulpturer. Han var påvirket af de europæiske fyrster, for hvem rigdom snarere end militær styrke var blevet symbolet på magt.
Kronborg brænder
Men Kronborg skulle gennemleve flere dramatiske begivenheder. Natten til den 25. september 1629 hærgedes slottet af en brand, som kun slotskirken overlevede. Christian IV genopbyggede slottet og foretog moderniseringer og omfattende nyudsmykninger i barokstil. I september 1658 blev Kronborg bombarderet og indtaget af svenskerne, som tog mange kostbare kunstskatte som krigsbytte - heriblandt en fantastisk, ornamenteret fontæne fra Frederik II's tid.
Kronværket
I årene herefter byggede man på de ydre fæstningsværker, og i 1690 anlagde Christian V Kronværket som et avanceret forsvar mod angreb fra landsiden. Fra denne tid beboedes slottet stort set ikke af de kongelige, og i 1785 indrettede militæret det til kaserne. Adskillige rum blev ombygget, men efter at militæret havde forladt slottet i 1923, blev det gennemgribende restaureret og genopbygget som i Frederik II's og Christian IV's dage.
Du kan fordybe dig i de enkelte perioder i Kronborgs historie via menupunkterne til venstre.
Sidst opdateret:: 3. marts 2010