Herkulesskulpturen

Herkulesskulpturen er opstillet i en niche i Herkulespavillonen i Kongens Have. Skulpturen er en af de fineste fritstående marmorskulpturer i Danmark.

Myten om Herkules

Herkules er den romerske antiks navn for den græske mytologiske helt Herakles. Han var den største af alle helte i den græske mytologi - kæmpestor og med utrolige kræfter. Herakles var søn af overguden Zeus og kongedatteren Alkmene og derfor halvt gud, halvt menneske. I sit ægteskab med kongedatteren Megara fra Theben fik han tre børn. I et anfald af vanvid så han sine børn som uhyrer og dræbte dem alle. Da han atter var normal og blev klar over, hvad han havde gjort, spurgte han Oraklet i Delfi, hvad han skulle gøre for at sone sin udåd. Han fik besked på at rejse til Mykene og udføre 12 vanskelige arbejder for kongen der. Et af disse arbejder var at dræbe den Nemæiske Løve.

I byen Nemea, syd for Korinth, huserede en løve, som var afkom af et urtidsuhyre. Denne løve fik Herkules/Herakles til opgave at dræbe. Dens skind var usårligt og Herkules' sædvanligvis ufejlbarlige pileskud prellede af mod dyret. En udgave af myten siger, at Herkules slog den ihjel med sin vældige kølle af oliventrærod, en anden, at han dræbte den med de bare næver. Da hverken stål eller sten kunne skære i skindet flåede han løven ved hjælp af en klo fra dens pote. Siden bar han altid dette skind over skulderen, og han bliver derfor afbildet med skindet og køllen som attributter.

Baratta skildrer i sin skulptur situationen, hvor Herkules dræber løven med de bare næver.

Skulpturen genhugges

Tidens tand havde gnavet så dybt og grundigt i marmorskulpturen, at det i 2000 var nødvendigt at nedtage den af sikkerhedsmæssige hensyn. Billedhuggerkonsulent Eric Erlandsen og billedhuggeren Peter Osted fremstillede en rekonstrueret model, der kunne danne grundlag for skabelsen af en ny figur.

Ved årsskiftet 2005- 2006 lykkedes det at finde midler til at få skulpturen genhugget. Det polske stenhuggerfirma PKZ i Poznan kunne påtage sig at udføre den store og komplicerede huggeopgave på 3/4 år. Marmorblokken blev udvalgt fra samme stenbrud i Carrara i Italien, som havde leveret stenen til den gamle skulptur.

Ved afslutningen af de udvendige restaureringsarbejder på Herkulespavillonen i efteråret 2006 kan en nyhugget Herkules opstilles på sin sokkel i nichen ud imod Kavalergangen.

Indvielsen af den restaurerede pavillon og den genhuggede Herkulesskulptur finder sted den 28. september 2006.

Sidst opdateret::  7. november 2011