Sankt Petri Kirke er den tysksprogede menigheds kirke i København. Den blev opført som en enskibet kirke midt i 1400-tallet og er dermed den ældste bygning i den indre by.
Frederik 2. overdrog den til sine tysktalende undersåtter i 1585, og den hastigt voksende menighed gjorde det nødvendigt at udvide kirken i flere omgange. Christian 4. tilføjede to korsarme, og Christian 5. øgede den nordlige korsarm med yderligere tre hvælvingsfag. De særprægede gravkapeller opstod i årene fra 1648 til 1740, og det fornemme kobberspir kom til i 1757.
Restaurering af kirken
Som tiden gik blev det en uoverkommelig opgave for menigheden at vedligeholde det store bygningskompleks, og i 1994 måtte staten tage kirken tilbage i sin varetægt. Den blev overført til Slots- og Ejendomsstyrelsen (forløberen for Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme), der i årene frem til 1999 gennemførte en omfattende restaurering og delvis nydisponering.
Den dag i dag bruges kirken aktivt af den tyske menighed, som arrangerer rundvisninger, koncerter og andre kulturarrangementer i den historiske bygning.
Sidst opdateret:: 28. september 2012