Spøttrup Borgs historie

På et vestvendt bakkehæld ned mod Spøttrup Sø, på et godsstykke af halvøen Salling, som Viborg bispestol havde ejet siden 1404, blev Spøttrup Borg opført i starten af 1500-tallet. Det var en trefløjet borg, som var lukket på den fjerde side med et porttårn.

En solid borg

Borgens mure rejste sig direkte af den omgivende voldgrav. Rundt om graven blev anlagt en ni meter høj vold, og uden om den atter en voldgrav. Borgens mure var godt halvanden meter tykke ud mod voldgraven og ca. en meter tykke ind mod gården. Den solide borg blev imidlertid skudt i brand under Grevens Fejde, borgerkrigen i 1534-36, men det lykkedes ikke at indtage den.

Efter Reformationen i 1536 blev Spøttrup overtaget af kongemagten. Frederik II skænkede den i 1579 til en af sine betroede mænd, den mecklenburgske adelsmand Henrik Below. Foruden selve borgen bestod godset dengang også af en avlsgård, 76 bøndergårde, fire møller og forskellige rettigheder.

Sidst opdateret::  19. juni 2009