Introduktion

Balanced Scorecard er en styringsmodel, der målretter og skaber overblik over de aktiviteter og indsatser, som ledelsen har valgt som de strategisk vigtigste for en periode. Samtidig understøtter BSC, at ledelse og medarbejdere omsætter strategi til den daglige opgavevaretagelse og omvendt.


BSC skaber overblik over virksomhedens mål, indsatser og overordnede strategi ved en række balancerede fokusområder. Der er en årsags-virkningssammenhæng både nedefra og op samt oppefra og ned i strategikortet. Underliggende fokusområder skal fungere for at nå de højere liggende fokusområder. Hvert fokusområde er relateret til et eller flere strategiske temaer.


Sammenhængen mellem fokusområderne synliggøres i fire perspektiver. Virksomheden skal have balance mellem kortsigtede og langsigtede fokusområder. Det er lige så vigtigt at vælge fokusområder fra som at vælge dem til. For få målepunkter vil ikke give et balanceret billede af, om virksomheden bevæger sig i den ønskede retning. For mange fokusområder vil give et uoverskueligt billede, hvor det strategiske fokus mistes. Fokusområder skal med mellemrum tages op til revision, så virksomheden kun måler på de strategisk mest vigtige områder.